Nogen gange så løber jeg ind i nogle stakkels mennesker, der har sagt ja tak til et “godt tilbud” i telefonen, og dermed har mistet nogle tusind kroner, som de bittert fortryder bagefter. Sjovt nok er det ofte det samme firma der bliver nævnt. Nu vil jeg hverken hænge købere eller sælgere ud her, men hvis et tilbyd lyder for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet med telefonsælgeren i denne sag.
Lidt for godt til at være sandt?
“…Jeg blev spurgt om jeg ville have en gratis hjemmeside, det lød interessant, jeg skulle nemlig kun betale for hosting af hjemmesiden…”
Ja det lyder jo til at være et godt tilbud, hvem vil ikke have en gratis hjemmeside. Problemet er bare at når du så betaler for hosting, så er både hjemmeside og hosting betalt, så reelt har du ikke fået noget gratis, og samtidig har du fået et produkt der ofte er låst fast til den udbyder, hvor det er købt, du har derfor ingen valgfrihed og du kan ikke selv styre din webside 100% selv.
Der kan selvfølgelig være tilfælde hvor en seriøs sælger ringer, med et godt produkt. Men som hovedregel så undersøg sagen, før du siger ja, sig aldrig ja tak til et tilbud, uden at have undersøgt firmaet via en google søgning, tjekket Amino.dk og Trustpilot.dk. Der er ingen grund til at købe katten i sækken!
Er du en nystartet virksomhed, så behøver du ikke at købe en BMW, start hellere med en ydmyg Suzuki, det samme gælder hjemmesider, du behøver ikke starte ud med en hjemmeside til 5.000, 10.000 eller 20.000 kr. når du kan komme i gang for mindre end 1000 kr. Man kan altid bygge videre, når man får tjent nogle penge.
Køb derfor aldrig noget af telefonsælgeren der prøver at sælge sand i Sahara, uden først at have undersøgt om sælgeren er troværdig og har god omtale.